Talismanen

af   Hans Christian Andersen


En prins og en prinsesse levede endnu i deres hvedebrødsdage. De følte sig så overordentlig lykkelige; kun én tanke foruroligede dem, det var den: Mon vi altid forbliver så lykkelige som nu. Derfor ønskede de at eje en talisman, ved hvilken de kunne sikre sig imod enhver utilfredshed i ægtestanden. Nu havde de ofte hørt tale om en mand, som boede ude i skoven og af alle folk var anset for sin visdom; i enhver nød og forlegenhed vidste han at råde til det bedste. Prinsen og prinsessen begav sig ud til ham og fortalte hvad der lå dem på hjertet. Da den vise mand havde hørt det, svarede han: “Rejs igennem alle verdens lande, og hvor I da træffer et par ret tilfredse ægtefolk, beder dem om et lidet stykke af det linned, de har på kroppen, når I får det, så bær det altid på jer. Det er et probat middel.”

Prinsen og prinsessen red af sted og snart hørte de en riddersmand nævne, der med sin kone skulle leve det allerlykkeligste liv. De kom op på slottet, spurgte dem selv ad, om de i deres ægteskab var så særdeles tilfredse, som rygtet sagde. “Ja vist!” blev der svaret, “på det ene nær, at vi har ingen børn!” Her var altså talismanen ikke at finde, og prinsen og prinsessen måtte rejse videre for at opsøge fuldkommen tilfredse ægtefolk.

De kom derpå til en stad, i hvilken, hørte de, boede en ærlig borgermand, der med sin kone levede i største endrægtighed og tilfredshed. Til ham gik de hen og spurgte ligeledes, om han i sit ægteskab virkelig var så lykkelig, som folk sagde. “Ja, det er jeg!” svarede manden, “min kone og jeg lever det bedste liv med hinanden, havde vi kun ikke så mange børn, de giver os megen sorg og bekymring!” – Hos ham var altså heller ikke talismanen at finde, og prinsen og prinsessen rejste videre igennem landet, spurgte allevegne efter tilfredse ægtefolk, men ingen meldte sig.

En dag, som de red langs mark og eng, blev de var, ikke langt fra vejen, en hyrde, som nok så lystigt blæste på skalmeje. På samme tid så de, komme hen til ham en kone med et barn, på armen og en lille dreng ved hånden. Så snart hyrden så hende, gik han hende i møde, hilste og tog det lille barn, som han kyssede og kælede for. Hyrdens hund kom hen til drengen, slikkede hans lille hånd, gøede og sprang i vejret af glæde. Imidlertid satte konen tilrette potten, hun havde bragt med og sagde: “Far, kom nu og spis!” Manden satte sig og tog for sig af retterne, men den første bid fik det lille barn, den anden delte han med drengen og hunden. Alt dette så og hørte prinsen og prinsessen, de gik nu nærmere, talte til dem og sagde: “I er dog ret hvad man kalder lykkelige og veltilfredse ægtefolk?”

“Ja, det er vi!” svarede manden, “Gud være lovet! ingen prins og prinsesse kan mere være det, end vi!”

“Nu så hør”, sagde prinsen, “vis os en villighed, som I ikke skal komme til at fortryde. Giv os et lille stykke af det linned, I har på kroppen!”

Ved denne tiltale så hyrden og hans kone underligt på hinanden; til sidst sagde han: “Gud ved, gerne ville vi give jer, og det ikke blot et lille stykke men endogså hele skjorten og særken, havde vi bare nogen, men vi ejer ikke en trævl!”

Så måtte da prinsen og prinsessen med uforrettet sag rejse videre. Endelig blev de kede af denne lange forgæves omflakken og vendte derfor hjemad. Da de nu kom forbi den vise mands hytte, skændte de på ham, fordi han havde givet dem et så dårligt råd. Hele deres rejsehistorie fik han at vide.

Da smilede den vise mand og sagde: “Har I virkeligt rejst så forgæves? Kommer I ikke hjem, rige på erfaring?”

“Ja,” svarede prinsen, “det har jeg erfaret, at tilfredshed er et sjældent gode på denne jord!”

“Og jeg har lært”, sagde prinsessen, “at man, for at være tilfreds, behøver ikke andet, end netop – at være tilfreds!”

Derpå gav prinsen prinsessen hånden, så på hinanden med et udtryk af den inderligste kærlighed, og den vise mand velsignede dem og sagde: “I jeres hjerte har I fundet den sande talisman! Vogt den omhyggeligt, og aldrig i evighed skal da utilfredshedens onde ånd få magt over jer!”


* * *