Første aften

af   Hans Christian Andersen


“Sidste nat,” det er Månens egne ord, “gled jeg gennem Indiens klare luft, jeg spejlede mig i Ganges; mine stråler søgte at trænge igennem det tætte hegn, som de gamle plataner fletter, der hvælver sig tæt, som skildpaddens skal. Da kom fra tykningen en hinduisk pige, let som gazellen, skøn som Eva; der var noget så luftigt og dog så fyldigt fast ved Indiens datter, jeg kunne se tanken gennem den fine hud; de tornede lianer rev sandalerne sønder, men rask skred hun fremad; vilddyret, der kom fra floden, hvor det havde læsket sin tørst, sprang sky forbi, thi pigen holdt i hånden en brændende lampe; jeg kunne se det friske blod i de fine fingre, som bøjede sig til et læ for flammen. Hun nærmede sig floden, satte lampen på strømmen, og lampen sejlede nedad; luen viftede, som om den ville slukkes, men den brændte dog, og pigens sorte, funklende øjne fulgte med et sjæleblik bag øjenlågenes lange silkefrynser; hun vidste, at brændte lampen, så længe hun øjnede den, da levede endnu hendes elsker, men slukkedes den, da var han død; og lampen brændte og bævede og hendes hjerte brændte og bævede, hun sank på knæ og læste bønnen; ved hendes side lå i græsset den våde slange, men hun tænkte kun på Brahma og på sin brudgom. ‘Han lever!’ jublede hun og fra bjergene genlød der: ‘Han lever!’ ”


* * *