Anden aften

af   Hans Christian Andersen


“Det var i går,” fortalte Månen mig, “da kiggede jeg ned i en lille gård, indesluttet af huse; der lå en høne med elve kyllinger, en dejlig lille pige sprang omkring dem, hønen klukkede og bredte forskrækket sine vinger ud over de små unger. Da kom pigens fader, han skændte, og jeg gled bort uden mere at tænke derpå; men i aften, det er kun få minutter siden, så jeg igen ned i samme gård. Der var ganske stille, men snart kom den lille pige. Hun listede sig sagte hen til hønsehuset, løftede klinken og smuttede ind til hønen og kyllingerne; de skreg højt og flagrede omkring, den lille løb efter dem, jeg så det tydeligt, for jeg kiggede ind gennem et hul på muren. Jeg blev ganske vred på det onde barn og glædede mig, da faderen kom og endnu heftigere end i går skændte og greb hende om armen, hun bøjede hovedet tilbage, der var store tårer i de blå øjne. ‘Hvad gør du her?’ spurgte han. Hun græd; ‘jeg ville,’ sagde hun, ‘ind at kysse hønen og bede hende om forladelse for i går, men det turde jeg ikke sige dig!’ og faderen kyssede den søde uskyldighed på panden; jeg kyssede hende på øjne og mund.”


* * *