Femte aften

af   Hans Christian Andersen


“I går,” sagde Månen, “så jeg ned på det bevægelige Paris, mit øje trængte ind i Louvres gemakker. En gammel bedstemoder, fattig klædt, hun hørte til almueklassen, fulgte med en af de underordnede betjente ind i den store, tomme tronsal; denne ville hun se, måtte hun se; det havde kostet hende mange små opofrelser, megen veltalenhed, før hun var kommet her. Hun foldede de magre hænder og så højtideligt om sig, som stod hun i en kirke. ‘Her var det!’ sagde hun, ‘her!’ og hun nærmede sig tronen, hvorfra hang det rige, guldbræmmede fløjl. ‘Der,’ sagde hun, ‘der!’ og hun bøjede sine knæ og kyssede purpurtæppet — jeg tror, hun græd. ‘Det var ikke dette fløjl,’ sagde betjenten, og der spillede et smil om hans mund. ‘Men her var det dog!’ sagde konen, ‘således så her ud!’ — ‘Således,’ svarede han, ‘og dog ikke således; vinduerne var sønderslåede, dørene revet af, og der var blod på gulvet! — Hun kan dog sige: Min sønnesøn er død på Frankrigs trone!’ — ‘Død!’ gentog den gamle kone; — jeg tror ikke, der blev talt mere, de forlod også snart salen, aftendæmringen slukkedes, og mit lys strålede dobbelt klart på det rige fløjl på Frankrigs trone. Hvem tror du, den gamle kone var —? Jeg skal fortælle dig en historie. Det var i Julirevolutionen, hen imod aften, på sejrens mest glimrende dag, da hvert hus var en fæstning, hvert vindue en skanse; folket bestormede Tuilerierne. Selv kvinder og børn stred mellem de kæmpende; de trængte ind gennem slottets gemakker og sale. En fattig, halvvoksen dreng i pjalter kæmpede modigt mellem de ældre krigere; dødeligt såret af flere bajonetstik sank han til jorden, det skete i tronsalen, og man lagde den blodige på Frankrigs trone, svøbte fløjlet om hans vunder; blodet strømmede ud over det kongelige purpur, det var et maleri! den prægtige sal, de kæmpende grupper! en sønderbrudt fane lå på gulvet, det trefarvede flag vajede over bajonetterne, og på tronen den fattige dreng med det blege, forklarede ansigt, øjnene mod himlen, medens de andre lemmer bøjede sig i døden; hans nøgne bryst, hans fattige klædning, og halvt over denne det rige fløjsdraperi med sølvliljerne på. Var der spået ved drenges vugge: ‘Han skal dø på Frankrigs trone’, moderhjertet havde drømt om en ny Napoleon! Min stråle har kysset immortelkransen på hans grav, min stråle har i natten kysset den gamle bedstemoders pande, da hun drømte og så det billede, du her kan tegne: ‘Den fattige dreng på Frankrigs trone!’


* * *