Sjette aften

af   Hans Christian Andersen


“I Upsala har jeg været!" sagde Månen. "Jeg så ned på den store slette med det fattige græs, de forkuede marker. Jeg spejlede mig i Fyris å, imens dampskibet skræmte fiskene ind imellem sivene. Under mig jog skyerne og kastede lange skygger over Odins, Tors og Frejs grave, som de kaldes. I det tynde græssvær over højene er navne udskåret. Her er ingen bautasten, hvori den rejsende kunne lade sit navn indhugge, ingen fjeldvæg, hvorpå hans kunne lade det males, derfor har den besøgende her ladet græstørven bortskære, den nøgne jord titter frem i store bogstaver og navne, de danner et helt net, udspændt over de store høje; en udødelighed, som et nyt grønsvær dækker. Der stod en mand deroppe, en sanger, han tømte mjødhornet med den brede sølvring og hviskede et navn, bad vinden ikke forråde det; men jeg hørte navnet, jeg kendte det, en grevekrone funkler derover, og derfor nævnede han det ikke højt; jeg smilede, en digterkrone funkler over hans! Eleonore af Estes adel hænger ved Tassos navn. Jeg ved også, hvor skønhedsrosen vokser —!

Det sagde Månen, der gik en sky for. — Gid der ingen skyer går imellem digteren og rosen!


* * *