Syvende aften

af   Hans Christian Andersen


“Langs med stranden strækker sig en skov med ege og bøge, så friske og duftende; den er besøgt hver vår af hundrede nattergale; tæt ved er havet, det evigt vekslende hav, og mellem begge løber den brede landevej. Den ene vogn efter den anden ruller forbi, jeg følger den ikke, mit øje hviler mest på ét punkt: Her er en kæmpegrav; brombærranker og slåentorn vokser frem mellem stenene. Her er poesi i naturen. Hvorledes tror du, menneskene opfatter denne? Ja, jeg vil fortælle dig, hvad jeg hørte dér, kun den sidste aften og nat. Først kom der to rige landmænd kørende. ‘Det er nogle dejlige træer!’ sagde den ene. ‘Der er ti læs brænde i hvert!’ svarede den anden, ‘vinteren bliver streng; i fjor fik vi fjorten rigsdaler for favnen!’ og så var de borte. ‘Her er vejen dårlig!’ sagde en anden kørende. ‘Det er de forbandede træer!’ svarede naboen, ‘det kan ikke ret lufte her, uden fra søkanten!’ og så rullede de af sted. Også diligencen kom forbi; alle sammen sov de på det smukkeste sted; kusken blæste i hornet, men han tænkte kun: ‘Jeg blæser godt, og her lyder det, hvad mon de synes om det?’ Og så var diligencen borte. Der kom to unge knøse jagende til hest. Her er ungdom og champagne i blodet, tænkte jeg; de så også med et smil om læben til den mosgroede høj og det dunkle krat. ‘Her gad jeg gå med møllerens Kristine!’ sagde den ene, og af sted var de. Blomsterne duftede så stærkt, hver en luftning blundede, som var havet en del af himlen, der var spændt ud over den dybe dal; en vogn kørte forbi, der var seks i den, de fire sov, den femte tænkte på sin nye sommerfrakke, der måtte klæde ham, den sjette bøjede sig hen over kusken og spurgte, om der var noget mærkeligt ved den stenhob. ‘Nej,’ sagde karlen, ‘det er en stenhob, men træerne dér er mærkelige!’ — ‘Fortæl mig!’ — ‘Ja, de er højst mærkelige! ser han, når om vinteren sneen ligger højt, og alt går ud i ét, så er de træer mig et mærke, at jeg kan holde efter dem og ikke køre i søen; se derved er de mærkelige!’ — og så kørte han. Nu kom en maler, hans øjne funklede. Han sagde ikke et ord, han fløjtede, nattergalene sang, den ene højere end den anden. ‘Halts Maul!’ udbrød han og noterede nu nok så nøjagtigt alle farver og tinter: ‘Blåt, lilla, mørkebrunt!’ Det ville blive et herligt maleri! Han opfattede det, som spejlet opfatter billedet, og imidlertid fløjtede han en march af Rossini. Den sidste, som kom, var en fattig pige, hun hvilede sig ved kæmpegraven, satte sin byrde, det smukke, blege ansigt hældede sig lyttende mod skoven, hendes øjne funklede, da hun så mod himlen ud over havet, hænderne foldede sig, jeg tror, hun læste sit ‘fadervor’. Selv begreb hun ikke den følelse, som gennemstrømmede hende, men jeg ved, at gennem år vil mangen gang dette minut med naturen rundt om, langt skønnere, ja mere tro, end da maleren nedskrev den med bestemte farver, stå i hendes erindring. Mine stråler fulgte hende, til dagskæret kyssede hendes pande!”


* * *