Tolvte aften

af   Hans Christian Andersen


“Jeg vil give dig et billede af Pompeji,” sagde Månen, “jeg var ved forstaden, gravgaden, som den kaldes, hvor de skønne monumenter står, hvor engang de jublende ynglinge, med roser om panden, dansede med de skønne søstre til Lais; nu var her dødens stilhed; tyske soldater i neapolitansk sold holdt vagt og spillede kort og terninger; en skare fremmede, fra hin side bjergene, vandrede ind i byen, ledsaget af vagt; i mit fuldklare lys ville de se den fra graven opstegne by, og jeg viste dem vognhjulenes spor i de med brede lavafliser brolagte gader, jeg viste dem navnene på dørene og de endnu udhængende skilte; de så i de små gårde bassinet til springvandene, smykket med muslinger og konkylier; men ingen vandstråle sprang, ingen sange genlød fra de rigtmalede kamre, hvor hunden af metal vogtede døren. Det var de dødes stad; kun Vesuv tordnede endnu sin evige hymne, hvori de enkelte vers af menneskeheden kaldes et nyt udbrud. Vi gik til Venustemplet, af marmor er det rejst, skinnende hvidt, med sit højalter foran den brede trappe, og med friske grædepile skudt frem mellem søjlerne; luften var så gennemsigtig og blå, og til baggrund stod det kulsorte Vesuv, hvor ilden steg som pinjens stamme; den belyste røgsky lå i nattens stilhed, som pinjens krone, men blodig rød. Mellem selskabet var en sangerinde, en sand og stor, jeg har set hende hyldet i Europas første stæder. Da de nærmede sig det tragiske teater, satte de sig alle på amfiteatrets stentrappe, der blev igen en lille plet opfyldt, som for årtusinder siden. Scenen stod der endnu som før, med de murede kulisser og de to buer i baggrunden, gennem hvilke man ser samme dekoration som i hin tid, naturen selv: bjergene mellem Sorrento og Amalfi. Sangerinden steg for spøg op på oldtidens scene og sang; stedet inspirerede hende, jeg måtte tænke på Arabiens vilde hest, når den fnyser, rejser manken og jager af sted, det var den samme lethed og sikkerhed; jeg måtte tænke på den lidende moder under Golgathas kors, det var denne følte, dybe smerte. Og rundt om lød igen, som for tusinde år siden, bifaldsjubel og klap: ‘Lykkelige! himmelsk begavede!’ jublede de alle. Tre minutter efter var scenen tom, alle borte, ingen toner hørtes mere; selskabet var vandret bort, men ruinerne stod endnu, uforandrede, som de endnu om århundreder vil stå, og ingen ved om øjeblikkets bifald her, om den skønne sangerske, om hendes toner og smil, glemt og forbi, selv for mig er denne stund et forsvundet minde.”


* * *