Trettende aften

af   Hans Christian Andersen


“Jeg kiggede ind ad vinduet til en redaktør,” sagde Månen, “det var et sted i Tyskland. Her var gode møbler, mange bøger og et kaos af blade. Der var flere unge mænd derinde; redaktøren selv stod ved pulten, to små bøger, begge af unge forfattere, skulle anmeldes. — ‘Den ene er sendt mig,’ sagde han, ‘jeg har ikke læst den endnu, men den er smukt udstyret, hvad siger De om indholdet?’ — ‘Oh!’ sagde én, det var selv en digter, ‘den er meget god, lidt udtværet, men herregud, det er en ung mand, versene kunne vel også være lidt bedre! Tankerne er meget sunde, det er jo rigtignok disse almindelige tanker! men hvad skal man sige? Altid finder man ikke på noget nyt. De kan gerne rose ham! jeg tror rigtignok aldrig, der bliver noget stort af ham som digter. Men han har læsning, er en udmærket orientalist, dømmer selv meget sundt. Det er ham, som skrev den smukke anmeldelse af mine “Fantasier over det huslige liv.” Man bør være mild mod en ung mand.’

‘Men det er jo et rent asen!’ sagde en anden herre i stuen. ‘Intet er værre i poesien end middelmådighed, og højere stiger han ikke!’

‘Stakkels fyr!’ sagde en tredje, ‘og tanten er dog så lykkelig ved ham. Det er hende, hr. redaktør, som har samlet så mange subskribenter til Deres sidste oversættelse — —’

‘Den gode kone! ja, jeg har ganske kort anmeldt bogen. Umiskendeligt talent! en velkommen gave! En blomst i poesiens have! godt udstyret, osv. Men den anden bog! han vil nok have, jeg skal købe den! — Jeg hører, den bliver rost! Geni har han! tror De ikke?’

‘Ja, det skriger jo alle på,’ sagde digteren, ‘men det falder lidt vildt! Kommateringen er især genialsk!’

‘Han kan have godt af at hegles igennem, ærgres lidt, ellers får han for store tanker om sig selv!’

‘Men det er ubilligt!’ udbrød en fjerde, ‘lad os ikke ruge over småfejlene men glæde os ved det gode, og her er meget! han stikker dem dog alle sammen!’

‘Gud bevare os! når han er sådant et ægte geni, så kan han vel nok holde den skarpe lud ud! der er nok, som privat roser ham! lad os bare ikke gøre ham gal!’

‘Umiskendeligt talent!’ skrev redaktøren, ‘de sædvanlige skødesløsheder; at han også kan skrive uheldige vers, ser man pagina femogtyve, hvor der findes to hiater. Studium af de gamle anbefales osv.’ —

“Jeg gik bort,” sagde Månen, “tittede gennem vinduet ind i tantens hus, dér sad den hædrede digter, den tamme, hyldet af alle de indbudte gæster, og var lykkelig.”

“Jeg søgte den anden digter, den vilde, han var også i stort selskab hos en beskytter, hvor man talte om den anden digters bog. — ‘Jeg skal også læse Deres!’ sagde Mæcenas, ‘men ærligt talt, De ved, jeg aldrig siger Dem, uden hvad jeg mener, jeg venter ikke stort af den. De er mig for vild! for fantastisk — men jeg erkender det, som menneske er De højst respektabel!’ En ung pige sad i krog og læste i en bog:

— I dyndet skal snildets glorie,
men hverdagsdonten mod sky —!
“Det er en gammel historie,
dog bliver den altid ny!” —


* * *