Fjortende aften

af   Hans Christian Andersen


Månen fortalte: “Der ligger to bønderhuse ved skovvejen; døren er lav, vinduerne sidder op og ned, men rundt om dem vokser bukketjørn og berberisser, taget er mosset og begroet med gule blomster og husløg; der er kun grønkål og kartofler i den lille have, men på gærdet blomstrer en hyld, og under denne sad en lille pige; hun fæstede sine brune øjne på det gamle egetræ mellem husene. Dette træ har en høj, vissen stamme, der er savet af foroven, og dér har storken bygget sin rede; han stod deroppe og knebrede med næbbet. En lille dreng kom ud, han stillede sig ved pigen; det var broder og søster. ‘Hvad ser du efter?’ spurgte han. — ‘Jeg ser på storken!’ sagde hun, ‘nabokonen har sagt mig, at den i aften bringer os en lille broder eller søster; nu vil jeg passe på for at se dem, når de kommer!’ — ‘Storken bringer ingen!’ sagde drengen, ‘du kan tro, nabokonen har også fortalt mig det, men hun lo, da hun sagde det, og så spurgte jeg hende, om hun turde sige: “ved Gud” på det! — det turde hun ikke, og så ved jeg nok, at det om storken kun er noget, man bilder os børn ind.’ — ‘Men hvorfra skulle da det lille barn komme?’ spurgte pigen. — ‘Det kommer Vorherre med!’ sagde drengen. ‘Gud har det under sin kjole, men ingen mennesker kan se Gud, og derfor kan vi ikke se, han bringer det!’ — I det samme luftede det i hyldetræets grene, børnene foldede deres hænder og så på hinanden: Det var vist Gud, som kom med den lille. — Og de holdt hinanden i hænderne; døren gik op til huset; det var nabokonen: ‘Kom nu ind,’ sagde hun, ‘se, hvad storken har bragt; det er en lille broder!’ — Og børnene nikkede; de vidste jo nok, han var kommet.”


* * *