Femtende aften

af   Hans Christian Andersen


“Jeg gled hen over Lyneborg Hede,” sagde Månen, “der lå en ensom hytte ved vejen; nogle nøgne buske stod tæt ved den, og her sang en nattergal, som havde forvildet sig. I nattekulden måtte den dø; det var dens svanesang, jeg hørte. Dagskæret lyste, der kom en karavane, udvandrende bønderfamilier, som ville til Bremen eller Hamburg for med et skib at nå Amerika, hvor lykken, den drømte lykke, skulle fremblomstre. Konerne bar deres mindste børn på ryggen, de større hoppede ved siden; en ussel hest trak på en kærre enkelte stykker husgeråd. Den kolde vind blæste; derfor klyngede den lille pige sig tættere til moderen, som så op mod min runde, aftagende skive og tænkte på den bitre nød, de led herhjemme, tænkte på de tunge skatter, der ikke kunne betales. Hendes tanke var den hele karavanes; det røde dagskær lyste derfor som evangeliet om en lykkens sol, der igen ville opstå; de hørte den døende nattergal synge, den var ingen falsk profet, men en lykkens forkynder. Vinden peb, dens sang forstod de ikke: ‘Sejl trygt over havet! Den lange overfart har du jo betalt med alt, hvad du ejede; fattig og hjælpeløs skal du betræde dit Kanaans land. Du må sælge dig selv, din kone og dine børn. Dog længe lider I ikke! Bag det brede, duftende blad sidder dødsgudinden; hendes velkomstkys ånder dræbende feber i dit blod, far hen! far hen over de svulmende vande!’ — Og karavanen lyttede glad til nattergalens sang, thi den bebudede lykke. Dagen lyste fra de lette skyer; bønderfolk gik over heden til kirke; de sortklædte kvinder med de tætte hvide lin om hovedet syntes skikkelser, steget ud fra de gamle malerier i kirkerne; rundt om var kun den store, døde omgivning, den visne, brune lyng, mørke, afsvedne plæner mellem hvide sandbanker. Kvinderne bar deres salmebog og vandrede mod kirken. Oh, beder! beder for dem, som vandrer til gravene, hinsides de svulmende vande!”


* * *