Sekstende aften

af   Hans Christian Andersen


“Jeg kender en Pulcinella,” sagde Månen, “publikum jubler, når det ser ham; enhver bevægelse hos ham bliver komisk, bringer huset til at skoggerle, og dog er intet heraf beregnet, det er hans ejendommelighed. Da han var lille og tumlede sig med de andre drenge, allerede da var han en Pulcinella, naturen havde gjort ham dertil, givet ham én pukkel på ryggen og én på brystet; det indre derimod, det sjælelige, ja, det var rigt udstyret; ingen fik en dybere følelse, en stærkere elasticitet i ånden end han. Teatret var hans idealverden. Havde han været slank og velskabt, da var han på enhver scene blevet den første tragiker; det heroiske, det store opfyldte hans sjæl, og dog måtte han blive Pulcinella. Selv hans smerte, hans melankoli forøgede den komiske tørhed i det skarpttegnede ansigt og vakte latter hos et taknemligt publikum, der beklappede deres yndling. Den nydelige Columbine var ham venlig og god, men ville dog helst gifte sig med Arlecchino; det var jo blevet alt for komisk i virkeligheden, om “Skønheden og Dyret” forenedes. Når Pulcinella var mest mismodig, var hun den eneste, der kunne få ham til at smile, ja skoggerle; først var hun melankolsk med ham, så lidt roligere, men til sidst opfyldt af spøg. ‘Jeg ved nok, hvad De fejler!’ sagde hun, ‘ja, det er denne kærlighed!’ — og så måtte han le. ‘Jeg og kærlighed!’ udbrød han, ‘det ville tage sig lystigt ud! hvor publikum ville applaudere!’ — ‘Det er kærlighed!’ vedblev hun, og tilføjede med komisk patos: ‘Det er mig, De elsker!’ — Ja, sligt tør man nok sige der, hvor man ved, at kærligheden ikke er! og Pulcinella sprang højt i vejret af latter; nu var melankolien borte. Og dog havde hun talt sandhed, han elskede hende, elskede hende højt, som han elskede det ophøjede og store i kunsten. På hendes bryllupsdag blev han den lystigste figur, men om natten græd han; havde publikum set det fordrejede ansigt, da havde det klappet. — I disse dage er Columbine død; begravelsesdagen blev Arlecchino fritaget for at vise sig på brædderne, han var jo en bedrøvet enkemand. Direktøren måtte give noget ret lystigt, for at publikum ikke skulle savne for meget den smukke Columbine og den lette Arlecchino; altså måtte Pulcinella være dobbelt lystig; han dansede og sprang med fortvivlelse i sit hjerte, og der blev klappet og jublet: ‘bravo! bravissimo!’ Pulcinella kaldtes frem; oh, han var ubetalelig! — — I går nat, efter forestillingen, vandrede det lille utyske ene ud af byen, hen til den ensomme kirkegård. Blomsterkransen var alt visnet på Columbines grav; dér satte han sig; det var til at male; hånden under kinden, øjnene mod mig; det var som et monument, en Pulcinella på graven, ejendommelig og komisk. Havde publikum set sin yndling, det havde applauderet: bravo, Pulcinella, bravo, bravissimo!”


* * *