Attende aften

af   Hans Christian Andersen


“Jeg har,” sagde Månen, “fortalt dig om Pompeji, dette lig af en stad, stillet frem i de levende stæders række; jeg kender en anden, en endnu mere sælsom, den er ikke et lig, men spøgelset af en stad. — Overalt, hvor vandspringet plasker i marmorkummen, synes jeg at høre eventyret om den svømmende stad. Ja, vandstrålen må fortælle om den! strandens bølger synge om den! Over havets flade svæver tit en tåge, den er enkesløret: Havets brudgom er død, hans slot og stad er nu mausoleet! Kender du denne by? Aldrig hørte den vognhjulets rullen eller hestens hovslag i sine gader; dér svømmer fisken og spøgelsesagtig flyver den sorte gondol hen over det grønne vand. Jeg vil” — vedblev Månen — “vise dig byens forum, byens største plads, og du tror at være i eventyrenes stad; græsset vokser mellem de brede fliser, og i dagningen flagrer der tusinde tamme duer rundt om det fritstående høje tårn. Fra de tre sider er du omgivet af buegange. Tyrken med sin lange pibe sidder stille derinde, den smukke grækerdreng hælder sig til søjlen og ser på de oprejste trofæer: de høje stænger, mindet om den gamle magt. Flagene hænger som sørgeflor; en pige hviler sig der, de tunge spande med vand har hun sat ned, åget, hvori hun bærer dem, ligger over hendes skulder, hun støtter sig ved sejrsstangen. Det er intet feslot, men en kirke, du ser foran dig! de forgyldte kupler, de gyldne kugler rundt om stråler i mit lys; de prægtige malmheste deroppe har gjort rejser som malmhesten i eventyret, de har rejst herhid, bort herfra og igen tilbage. Ser du den brogede pragt i muren og på ruderne? Det er, som om geniet havde føjet et barns vilje med at udsmykke dette sælsomme tempel. Ser du på søjlen den bevingede løve? Guldet skinner endnu, men vingen er bunden, løven er død thi havets konge er død, der er tomt i de store haller, og hvor før de kostelige billeder hang, skinner nu den nøgne mur frem. Lazaronen sover under buen, hvis gulv engang kun den høje adel turde betræde. Fra de dybe brønde, eller er det fra blykamrene nær Sukkenes Bro, lyder et suk, som dengang tamburinen lød på de brogede gondoler, da bruderingen fløj fra den glimrende Bucentauro til Adria, havets dronning. Adria, svøb dig i tåge! lad enkesløret dække dit bryst, hæng det over din brudgoms mausoleum: det marmorbyggede, spøgelsesagtige Venedig!” —


* * *