Nittende aften

af   Hans Christian Andersen


“Jeg så ned på et stort teater,” sagde Månen, “det hele hus var opfyldt med tilskuere; thi en ny skuespiller debuterede; min stråle gled hen over det lille vindue i muren, et sminket ansigt trykkede panden op mod ruden: Det var aftnens helt. Det ridderlige skæg krusede sig om hagen, men der var tårer i mandens øjne, thi han var udpebet, udpebet med grund. Stakkels fyr! men stakkelen kan ikke tåles i kunstens rige. Han følte dybt og elskede kunsten med begejstring, men den elskede ikke ham. — — Regissørens klokke ringede; — kækt og modigt stod der i rollen, træder helten frem, — frem skulle han for et publikum, hvem han var til latter. — — Da stykket var endt, så jeg en mand, indsvøbt i kappen, snige sig ned ad trappen; det var ham, aftnens knuste ridder, maskinkarlene hviskede til hverandre; jeg fulgte synderen op på hans kammer i hjemmet. Hænge sig er en uskøn død, og gift har man ikke altid ved hånden. Jeg ved, han tænkte på begge dele. Jeg så, han spejlede det blege ansigt, lukkede halvt øjnene for at se, om han var smuk som lig. Mennesket kan være højst ulykkelig og dog højst affekteret. Han tænkte på døden, på selvmord, jeg tror, han begræd sig selv, — han græd dybt, og når man ret har grædt ud, da dræber man sig ikke. Et helt år er gået siden den tid. Der var komedie, men på et lille teater, det var en fattig, omrejsende trop; jeg så igen det bekendte ansigt, de sminkede kinder, det krusede skæg. Han så igen op mod mig, smilede — og alligevel var han pebet ud, netop for et minut siden, udpebet på et usselt teater, udpebet af et usselt publikum! — I denne aften kørte der en fattig ligvogn ud af byens port, ikke en eneste fulgte. Det var en selvmorder, vor sminkede, udpebne helt. Kusken, som kørte, var den eneste ledsager, ingen fulgte, ingen uden Månen. I krogen ved kirkegårdsmuren er selvmorderen lagt; dér vil nælderne snart skyde op, dér vil graverkarlen henkaste tjørne og ukrudt fra de andres grave.”


* * *