Fireogtyvende aften

af   Hans Christian Andersen


Hør, hvad Månen fortalte: “Det er flere år tilbage, det var her i København; jeg tittede ind ad vinduet i en fattig stue, fader og moder sov, men den lille søn sov ikke; jeg så, hvor de blommede kattunssengeomhæng rørte sig, og barnet tittede ud; jeg troede først, at han så på det bornholmske stueur; det var nok så broget malet med rødt og grønt, der sad en kukker ovenpå, der var svære blylodder, og perpendiklen med den skinnende messingplade gik frem og tilbage, ‘dik! dik!’ men det var ikke det, han så på; nej! det var på moders spinderok; den stod lige under uret. Den var drengens kæreste stykke i det hele hus, men han turde ikke røre den, for så fik han over fingrene; hele timer, når moderen spandt, kunne han sidde og se på den snurrende ten og det drejende hjul, og derved havde han nu sine egne tanker. Ak, turde han dog også spinde på den rok! fader og moder sov; han så på dem, han så på rokken, og lidt efter stak der en lille nøgen fod ud af sengen og så nok en nøgen fod, der kom to små ben, bums! stod han på gulvet. Han drejede sig endnu en gang om for at se, om fader og moder sov; jo, det gjorde de, og så gik han sagte, ganske sagte, kun i sin lille stumpede skjorte hen til rokken og begyndte at spinde; snorene fløj af, og hjulet løb da meget hastigere. Jeg kyssede hans gule hår og hans lyseblå øjne; det var et nydeligt billede. Moderen vågnede i det samme. Omhænget rørte sig, hun så ud og tænkte på nissen eller på et andet lille spøgelse. ‘I Jesu navn!’ sagde hun og stødte, angst, manden i siden; han slog øjnene op, gned dem med hånden og så på den lille travle fyr. ‘Det er jo Bertel!’ sagde han.

Og mit øje vendte sig fra den fattige stue — jeg ser jo så vidt omkring! jeg så i samme øjeblik ind i Vatikanets sale, hvor marmorguderne står: Jeg bestrålede Laokoons-gruppen; stenen syntes at sukke; jeg trykkede mit stille kys på musenes bryst, jeg tror, det hævede sig. Dog længst dvælede mine stråler ved Nilgruppen, ved den kolossale gud. Støttende sig på sfinksen lå han så tankefuld, drømmende der, som tænkte han på de henrullede år; de små amoriner legede om ham deres leg med krokodillerne; i overflødighedshornet sad, med sammenlagte arme og så på den store, alvorlige flodgud, en ganske lille Amor, et tro billede netop af den lille dreng ved rokken, det var de samme træk; levende og yndigt stod her det lille marmorbarn, og dog over tusinde gange har årets hjul drejet sig, siden det fremsprang af stenen. Just så mange gange, som drengen i den fattige stue drejede rokkehjulet, har det større hjul snurret rundt og snurrer endnu, før tidsalderen skaber marmorguder som disse.

Se, det er alt sammen flere år siden! Nu i går,” vedblev Månen, “så jeg ned på en bugt ved Sjællands østkyst; der er dejlige skove, høje banker, en gammel herregård med røde mure, svaner i voldgravene og en lille købstad med sin kirke mellem æblehaver. En mængde både, alle med blus, gled hen over den rolige vandflade; det er ikke for at stange ål, at blussene lyste, nej, alt var festligt! musikken klang, en vise blev afsunget, og midt i en af bådene stod han, de hyldede: en høj, kraftig mand i en stor kappe, han havde blå øjne og lange hvide hår; jeg kendte ham og tænkte på Vatikanet med Nilgruppen og alle marmorguderne, jeg tænkte på den lille, fattige stue, jeg tror såmænd i Grønnegade, hvor den lille Bertel med den stumpede skjorte sad og spandt. Tidens hjul har drejet sig; nye guder er steget frem af stenen. — — Fra båden lød et hurra, et: “Hurra for Bertel Thorvaldsen!”


* * *