Toogtyvende aften

af   Hans Christian Andersen


“Jeg så en lille pige græde,” sagde Månen, “hun græd over verdens ondskab. Den dejligste dukke havde hun fået til foræring, oh! det var en dukke! så nydelig og fin, den var slet ikke skabt til modgang. Men den lille piges brødre, de lange drenge, havde taget dukken, sat den op i et højt træ i haven og var så løbet bort. Den lille pige kunne ikke nå dukken, slet ikke hjælpe den ned, og derfor græd hun; dukken græd bestemt med, den strakte armene ud imellem de grønne grene og så ganske ulykkelig ud. Ja, det var verdens modgang, som mama så tit talte om. Oh, den stakkels dukke! Det begyndte jo allerede at blive mørk aften, og så ville natten komme! skulle hun sidde herude i træet alene den hele nat? Nej, det kunne den lille pige ikke bære over sit hjerte. ‘Jeg vil blive hos dig!’ sagde hun, skønt hun var slet ikke modig; hun syntes allerede ganske tydeligt at se de små nisser med deres høje spidse huer, titte frem imellem buskene, og nede i den mørke gang dansede lange spøgelser, de kom nærmere og nærmere, strakte hænderne hen imod træet, hvor dukken sad, de lo og pegede fingre ad den. Ak, hvor den lille pige var bange! ‘Men når man ingen synd har gjort,’ tænkte hun, ‘så kan jo det onde ikke gøre én noget! mon jeg har nogen synd?’ Og hun tænkte sig om: ‘Ak, jo!’ sagde hun, ‘jeg har leet af den stakkels and med den røde klud om benet, den halter så morsomt, derfor lo jeg, men det er synd at le af dyrene!’ Og hun så op mod dukken: ‘Har du leet af dyrene?’ spurgte hun, og det så ud, som om dukken rystede med hovedet.”


* * *