Femogtyvende aften

af   Hans Christian Andersen


“Jeg vil give dig et billede fra Frankfurt!” sagde Månen; “jeg betragtede dér én bygning især; det var ikke Goethes fødested, ikke heller det gamle rådhus, hvor gennem de tilgitrede vinduer endnu de hornede hovedpander rager frem af okserne, der blev stegt og givet til pris ved kejserens kroning; det var en borgerlig bygning, grønmalet og tarvelig, på hjørnet ind til den snævre jødegade, det var Rothschilds hus. Jeg så ind gennem den åbne dør, trappegangen var stærkt oplyst; der stod tjenere med brændende lys i massive sølvstager og bøjede sig dybt for den gamle kone, der i en bærestol førtes ned ad trappen. Husets ejer stod med blottet hoved og trykkede ærbødigt et kys på den gamles hånd. Det var hans moder; hun nikkede venligt til ham og til tjenerne, og de førte hende ind i den snævre, mørke gade, ind i et lille hus; dér boede hun, dér havde hun født sine børn, derfra var deres lykke fremblomstret; forlod hun nu den ringeagtede gade, det lille hus, da ville lykken måske forlade dem; det var nu hendes tro!” — Månen fortalte ikke mere; alt for kort besøgte den mig i aften, men jeg tænkte på den gamle kone i den snævre, ringeagtede gade; kun et ord af hende, og hun havde sit glimrende hus nær ved Themsen; kun et ord af hende, og hendes villa lå ved Neapels golf. “Forlod jeg det ringe hus, hvor mine sønners lykke fremsprang, da forlod måske lykken dem!” — Det er en overtro, men af det slags, at når man kender historien og ser billedet, behøves der kun, for at forstå dette, de to ord som underskrift: En moder.”


* * *