Syvogtyvende aften

af   Hans Christian Andersen


“I går nat så jeg ned på en stad i Kina,” sagde Månen, “mine stråler beskinnede de lange, nøgne mure, som danner gaderne; hist og her er der vel en dør, men den er tillukket, thi verden udenom hvad vedkommer den kineseren; tætte jalousier bedækkede vinduerne bag husets mur, kun fra templet skinnede lyset mat gennem ruderne. Jeg så derind, så på den brogede pragt; fra gulv til loft står i stærke farver og rig forgyldning billeder, som fremstiller gudernes virken her på Jorden; i hver niche deres billedstøtte selv, men næsten skjult af brogede draperier og nedhængende faner, og foran hver guddom — de er alle af tin — stod et lille alter med vievand, blomster og brændende vokslys, men øverst i templet stod Fu, den øverste guddom, smykket med en kjortel af silketøj, den hellige gule farve. Ved alterets fodstykke sad en levende skikkelse, en ung gejstlig, han syntes at bede, men midt i sin bøn at hensynke i grublen, og det var vist en synd, thi hans kinder brændte, hans hoved bøjede sig dybere; stakkels Soui-houng! drømte han sig måske bag gadens lange mur, arbejdende ved den lille blomsterplet, der er foran hvert hus, og var den syssel ham langt kærere end at passe vokskerterne i templet? eller lystede det ham at sidde ved det rigt dækkede bord og mellem hver ret at tørre munden på sølvpapir, eller var hans synd så stor, at vovede han at udtale den, da måtte Det Himmelske Rige straffe ham med døden? turde hans tanke flyve med barbarernes skibe til deres hjem, det langtbortliggende England? Nej, hans tanke fløj ikke så langt, og dog var den så syndig, som det varme ungdomsblod kan føde den, syndig her i templet foran Fu's og de hellige guders billedstøtter. Jeg ved, hvor hans tanke var. I yderkanten af byen, på det flade, fliselagte tag, hvor rækværket syntes gjort af porcelæn, hvor de smukke vaser stod med store, hvide klokkeblomster, sad den yndige Pe, med de smalle, skælmske øjne, de fyldige læber og den mindste fod; skoen trykkede, men om hjertet trykkede det tungere, og hun løftede de fine, drejede arme, og atlasket raslede. Foran hende stod en glasskål med fire guldfisk, hun rørte sagte i vandet med en broget malet og lakeret pind, oh, så langsomt, thi hun grundede! tænkte hun måske på, hvor rigt og gyldent fiskene var klædt, hvor sikkert de levede i glasskålen og rigeligt fik deres føde, og hvor lang lykkeligere de dog kunne være i det frie, ja, det begreb den skønne Pe; hendes tanke drog fra hjemmet, hendes tanke gik i kirken, men det var ikke for Guds skyld, den kom der. Den stakkels Pe! den stakkels Soui-houng! deres jordiske tanker mødtes, men min kolde stråle lå som et kerubsværd imellem dem!” —


* * *