Enogtyvende aften

af   Hans Christian Andersen


Over i fjorten dage havde Månen ikke skinnet, nu så jeg den igen, rund og klar stod den over de langsomt stigende skyer; hør, hvad Månen fortalte mig: “Fra en af Fessans byer fulgte jeg karavanen; ved sandørknen på en af saltsletterne, der skinnede som en isflade og kun i en lille strækning var bedækket med det lette flyvesand, gjorde de holdt. Den ældste, vandflasken hang ved hans bælte, en sæk med usyret brød lå ved hans hoved, han tegnede med sin stav i sandet en firkant og skrev deri nogle ord af Koranen; hen over det indviede sted drog den hele karavane. En ung købmand, et Solens barn, det så jeg i hans øjne, det så jeg i skønhedsformerne, red tankefuld sin hvide, fnysende hest. Tænkte han måske på sin smukke unge hustru? Det var kun to dage siden, at kamelen, smykket med skind og kostbare sjaler, bar hende, den dejlige brud, om byens mure; trommer og sækkepiber lød, kvinderne sang, og rundt om kamelen lød glædesskud, brudgommen skød de fleste, de stærkeste, og nu — nu drog han med karavanen over ørknen. Jeg fulgte den mange nætter, så dem hvile ved brøndene, mellem de forkuede palmer; de stak kniven i den styrtede kamels bryst og stegte kødet ved ilden. Min stråle kølede det glødende sand, min stråle viste dem de sorte klippeblokke, døde øer i det uhyre sandhav. Ikke mødte de fjendtlige stammer på den sporløse vej, ingen storme rejste sig, ingen sandstøtter gik dræbende over karavanen. I hjemmet bad den dejlige hustru for mand og fader. ‘Er de døde?’ spurgte hun mit gyldne horn. ‘Er de døde?’ spurgte hun min strålende skive. — Nu ligger ørknen bag deres vej, i denne aften sidder de under den høje palme, hvor tranen med alenlange vinger omflyver dem; pelikanen ser på dem fra mimosens grene. Det yppige krat er nedtrådt af elefantens tunge fødder, en skare negerfolk kommer fra et marked, der dybere inde; kvinderne, med kobberknapper om deres sorte hår og med indigofarvede skørter, driver de belæssede okser, hvorpå de nøgne, sorte børn sover. En neger fører i et tov en løveunge, han har købt; de nærmer sig karavanen; den unge købmand sidder ubevægelig, tavs, tænker på sin skønne hustru, drømmer i de sortes land om sin hvide, duftende blomst hinsides ørknen; han løfter sit hoved —!” — der gik en sky for Månen og atter en sky. Jeg hørte ikke mere den aften.


* * *