Treogtyvende aften

af   Hans Christian Andersen


“Jeg så ned i Tyrol,” sagde Månen, “jeg lod de mørke graner kaste stærke slagskygger på klipperne. Jeg betragtede den hellige Kristoffer med Jesusbarnet på sine skuldre, som de der står på husenes vægge, kolossale, fra fodstykket op til gavlen; den hellige Florian gød vand på det brændende hus, og Kristus hang blødende på de store kors ved vejen. Det er gamle billeder for den nye slægt, jeg har derimod set dem blive rejst, set det ene følge det andet. Højt på bjergskrænten hænger, som en svalerede, et ensomt nonnekloster; to søstre stod deroppe i tårnet og ringede; de var begge unge, og derfor fløj deres blik ud over bjergene, ud i verden. En rejsevogn kørte nede på landevejen, posthornet klang, og de stakkels nonner fæstede med beslægtede tanker øjet ned på den; i den yngstes øje stod en tåre. — Og hornet klang svagere og svagere, klostrets klokke døvede dets hendøende toner. — ”


* * *