Seksogtyvende aften

af   Hans Christian Andersen


“Det var i går i morgendæmringen!” det er Månens egne ord; “ikke én skorsten røg endnu i den store by, og det var just skorstenene, jeg så på; fra én af dem stak der i det samme et lille hoved op og så kom den halve krop, armene hvilede på skorstensranden. ‘Hurra!’ det var en lille skorstensfejerdreng, som første gang i sit liv var kommet helt op i en skorsten og havde fået hovedet udenfor. “Hurra!” Ja, det var noget andet end at krybe om i de snævre rør og i de smalle kaminer! Luften viftede så frisk, han kunne se ud over den hele by til den grønne skov; Solen stod just op; rund og stor skinnede den ham ind i ansigtet, der strålede af lyksalighed, skønt det var ganske artigt smurt til med sod. ‘Nu kan hele byen se mig!’ sagde han, ‘og Månen kan se mig og Solen med! Hurra!’ og så svingede han med kosten. — ”


* * *