Toogtredvte aften

af   Hans Christian Andersen


Det blæste koldt og stærkt, skyerne jog forbi; kun af og til kunne jeg se Månen.

“Igennem det stille luftrum ser jeg ned på de flyvende skyer!” sagde den, “jeg ser store skygger jage hen over Jorden! — Nylig så jeg ned til en fængselsbygning, en tillukket vogn holdt udenfor, en fange skulle bort; min stråle trængte gennem det tilgitrede vindue ind på muren; han ridsede dér til afsked nogle linjer; det var ikke ord, han skrev, det var en melodi, hans hjertes udstrømning den sidste nat på dette sted; og døren åbnedes, han førtes udenfor, så mod min runde skive – – skyer fløj mellem os, som turde jeg ikke se hans ansigt, som turde han ikke se mit; han steg i vognen, den lukkedes, pisken smældede, hestene fór af sted ind i den tætte skov, hvor min stråle ikke kunne følge; men ind ad fængselsgitteret så jeg; mine stråler gled hen over den indridsede melodi på muren, det sidste farvel; hvor ordet slipper, taler tonerne! – – men kun enkelte noder kunne mine stråler belyse, den større del vil altid stå i mørke for mig. Var det dødens hymne, han skrev? Var det glædens jubeltoner? Fór han til døden eller til sine kæres favntag? Månens stråle læser ikke alt, hvad selv de dødelige skriver.

Igennem det store luftrum ser jeg ned på de flyvende skyer; jeg ser store skygger jage hen over Jorden.”


* * *