Treogtredvte aften

af   Hans Christian Andersen


“Jeg holder meget af børn,” sagde Månen, “de små er især så morsomme; når de mindst tænker på mig, titter jeg mangen gang mellem gardinet og vindueskarmen ind i stuen. Det er så morsomt at se dem selv hjælpe til at klæde sig af; dér kommer først den nøgne lille runde skulder op fra kjolen, så glider armen ud, eller jeg ser strømpen trækkes af, og et yndigt lille ben, så hvidt og fast, kommer frem, det er en fod til at kysse på, og jeg kysser på den!” sagde Månen.

“I aften, det må jeg dog fortælle! I aften så jeg ind af et vindue, hvor gardinerne ikke kom ned, for der er ingen genboer; jeg så ind til en hel skare små, søstre og brødre. Der var en lille pige, hun er kun fire år, men hun kan sit fadervor så godt som de andre, og moderen sidder hver aften ved hendes seng og hører hende læse det, så får hun et kys, og moder bliver, til hun sover, det sker så gesvindt, som de små øjne lukker sig. I aften var de to ældste lidt vilde, den ene hoppede på ét ben i sine lange hvide natklæder, den anden stod på en stol med alle de andres klæder om sig, det var tableau, sagde han, og de andre skulle gætte; den tredje og fjerde lagde legetøjet ordentligt i skuffen, og det skal også gøres; men moderen sad ved den mindstes seng og sagde, at de skulle alle tie stille, thi den lille læste sit fadervor.

Jeg så lige ind under lampen,” sagde Månen, “den fireårs pige lå i sin seng, i det hvide, fine linned, og de små hænder var foldede og det lille ansigt ganske højtideligt; hun læste højt sit fadervor. ‘Men hvad er det,’ sagde moderen og afbrød midt i bønnen, ‘når du har sagt: “Giv os i dag vort daglige brød!” siger du endnu noget, men som jeg ikke kan høre ret hvad er. Hvad er det? Du skal sige mig det!’ — og den lille tav og så forlegen på moderen. — ‘Hvad er det, du siger mere, end “giv os i dag vort daglige brød”?’ — ‘Bliv ikke vred, søde moder!’ sagde den lille, ‘jeg bad: og dygtig smør på!’


* * *