Svinene

af   Hans Christian Andersen


Den kære Charles Dickens har fortalt os om svinet, og siden den tid kommer vi i humør ved blot at høre det grynte. Helgenen Sankt Antonius har taget det under sin glorie, og tænker man på “den forlorne søn”, så er man midt i svinestien, og foran en sådan var det netop at vor vogn holdt stille ovre i Sverige. Ved landevejen dér, tæt op til sit hus, havde bonden svinesti, og det en, som der næppe findes flere af i verden, det var en gammel stadskaret; sæderne var taget ud af den, hjulene skaffet bort, og således uden videre stod den på maven, og fire svin var lukket ind i den; om disse var de første der havde været der, kunne man ikke se, men at den var født til stadskaret vidnede alt om, lige til den safianslas, som hang fra loftet og vidnede om bedre dage. Det er sandt hvert evige ord.

“Øh!” sagde det derinde, og kareten klagede og knagede, det var jo en sørgelig ende den havde taget. “Det er forbi med det skønne!” det sukkede den, det sagde den, eller det kunne den have sagt.

———

Vi kom her igen om efteråret, kareten stod her, men svinene var borte, de var herrer i skoven. Regn og rusk regerede, blæsten rev af træerne alle blade, og undte dem ikke ro eller hvile. Trækfuglene var borte. “Det er forbi med det skønne!” sagde kareten, og gennem naturen gik samme suk, og fra menneskehjertet klang det:

“Det er forbi med det skønne! med den dejlige grønne skov, med det varme solskin og fuglenes sang, forbi! forbi!”

Det sagde det, og det knagede i stammerne af de høje træer, og der hørtes et suk, så inderligt dybt, et suk, lige fra hjertet af den vilde rosenbusk, og den der sad der, det var rosenkongen; kender du ham! han er bare skæg, det dejligste rødgrønne skæg; han er god at kende. Gå hen til de vilde rosenhække, og når i høsten alle blomster er borte, og kun de røde hyben står tilbage, ser man tit mellem disse en stor rødgrøn mosblomst, det er rosenkongen; der gror ham et lille grønt blad ud af toppen, det er hans fjer, han er på rosenbusken det eneste mandfolk af sin slags, og ham var det der sukkede.

“Forbi! forbi! - det skønne er forbi! Roserne er borte, træernes blade falder af! her er vådt, her er råt! Fuglene, som sang, tier stille, svinene går på olden, svinene er herrer i skoven!”

Det var kolde nætter, det var grå dage, men ravnen sad på grenen og sang alligevel: “bra', bra'!” Ravn og krage sad på den høje gren; de har stor familie, og alle sagde de “bra', bra'!” og mængden har jo altid ret.

Under de høje træer i hulvejen var der stor søle, og her lå svineflokken, store og små, de fandt stedet så mageløst; “oui! oui!” sagde de; mere fransk kunne de ikke, men det var jo altid noget. De var så kloge og så fede!

De gamle lå stille, for de tænkte; de unge derimod var så vimse, de havde ingen ro på sig; én lille gris havde krølle på halen, den krølle var moderens glæde, hun troede, at alle så på krøllen og tænkte kun på krøllen, men det gjorde de ikke, de tænkte på sig selv og på det nyttige, og på hvad skoven var til. Altid havde de hørt, at den olden, som de åd, voksede på roden af træerne, og altid havde de derfor rodet dér, men nu kom en lille én, for det er altid de unge der kommer med det nye, han påstod, at olden faldt ned fra grenene, han havde selv fået én lige på hovedet, og det havde givet ham ideen, så havde han gjort iagttagelser, og nu var han ganske vis i sin sag. De gamle stak hovederne sammen, “øh!” sagde svinene, “øh! stadseriet er forbi! kvidderiet af fugle er forbi! frugter vil vi have! hvad der kan ædes, det dur, og vi æder alting!”

“Oui! oui!” sagde de alle sammen.

Men svinemoderen så på sin lille gris med krøllen på halen. “Man må ikke glemme det skønne!” sagde hun.

“Bra', bra'!” skreg kragen, og fløj ned for at blive ansat som nattergal; én skulle der jo være, og så blev kragen straks ansat.

“Forbi, forbi!” sukkede rosenkongen; “alt det skønne er forbi!”

Der var vådt, der var gråt, der var kulde og blæst, og gennem skoven og hen over marken piskede regnen som lange vandtåger. Hvor er fuglene, som sang, hvor er blomsterne på engen og de søde bær i skoven? Forbi, forbi!

Da skinnede der et lys fra skovhuset, som en stjerne tændtes det og kastede sin lange stråle ud mellem træerne; der lød en sang derindefra; dejlige børn legede dér om den gamle bedstefader, han sad med biblen på skødet og læste om Gud og det evige liv, og talte om våren, der atter ville komme, talte om skoven, der skulle grønnes på ny, roserne, der ville blomstre, nattergalene, der ville synge, og det skønne der igen skulle sidde på højsædet!”

Men rosenkongen hørte det ikke, han sad i det våde, kolde vejr og sukkede: “Forbi, forbi!” – –

Og svinene var herrer i skoven, og svinemoder så på sin lille gris og hans krølle.

“Der bliver altid nogen, som har sans for det skønne!” sagde svinemoder.


* * *