“Der er Forskjel”

af   Hans Christian Andersen


Det var i Mai Maaned, Vinden blæste endnu koldt; men Foraaret var der, sagde Buske og Træer, Mark og Enge; det myldrede med Blomster og det lige op i det levende Gjerde, og der just talte Foraaret selv sin Sag, det talte fra et lille Æbletræ, der var een eneste Green, saa frisk, saa blomstrende, overdænget med de fine rosenrøde Knopper, som vare lige ved at aabne sig; den vidste nok selv, hvor kjøn den var, for det ligger i Bladet, som i Blodet, og derfor blev den heller ikke overrasket ved at Herskabsvognen holdt paa Veien foran den, og den unge Grevinde sagde, at den Æblegreen var det Yndigste, man kunde see, den var Foraaret selv i sin deiligste Aabenbarelse. Og Grenen blev brækket af, og hun holdt den i sin fine Haand og skyggede over den med sin Silkeparasol, — og saa kjørte de til Slottet, hvor der var høie Sale og pyntelige Stuer; klare hvide Gardiner flagrede ved de aabne Vinduer og deilige Blomster stode i skinnende, gjennemsigtige Vaser, og i en af disse, den var som skaaret ud af nysfalden Snee, blev Æblegrenen sat mellem friske, lyse Bøgegrene; det var en Lyst at see den!

Og saa blev Grenen stolt, og det var jo ganske menneskeligt!

Der kom mange Slags Folk gjennem Stuerne og eftersom de gjaldt for, turde de sige deres Beundring, og Somme sagde slet ingen Ting, og Somme sagde altformeget, og Æblegrenen forstod, at der var Forskjel mellem Menneskene ligesom imellem Væxterne. “Somme ere til Stads, og Somme ere til Næring, der ere ogsaa de, som kunde ganske undværes,” meente Æblegrenen, og da den just var sat ved det aabne Vindue, hvorfra den kunde see baade ned i Haven og ud paa Marken saa havde den Blomster og Væxter nok til at betragte og tænke over! der stode rige og fattige, nogle altfor fattige.

“Stakkels forkastede Urter!” sagde Æblegrenen, “der er rigtignok gjort Forskjel! og hvor de maa føle sig ulykkelige, dersom den Slags kan føle, som jeg og mine Lige kunne det; der er rigtignok gjort Forskjel, men det maa der gjøres, ellers stode jo Alle eens!”

Og Æblegrenen saae med en Slags Medlidenhed især paa een Slags Blomster, som der var i Mængde af paa Marker og paa Grøfter; Ingen bandt dem i Bouquet, de vare altfor almindelige, ja man kunde finde dem selv imellem Brostenene, de skjøde op som det argeste Ukrud, og saa havde de det fæle Navn Fandens Melkebøtter.

“Stakkels foragtede Væxt!” sagde Æblegrenen, “Du kan ikke gjøre ved, at Du blev hvad Du blev, at Du er saa almindelig, og at Du fik det hæslige Navn, Du har! men det er med Væxterne, som med Menneskene, der maa være Forskjel!”

“Forskjel!” sagde Solstraalen og kyssede den blomstrende Æblegreen, men kyssede ogsaa de gule Fandens Melkebøtter ude paa marken, alle Solstraalens Brødre kyssede dem, de fattige Blomster, som de rige.

Æblegrenen havde aldrig tænkt over vor Herres uendelige Kjærlighed mod Alt, hvad der lever og røres i ham, den havde aldrig tænkt over hvor meget Smukt og Godt der kan ligge gjemt, men ikke glemt, — men det var jo ogsaa ganske menneskeligt!

Solstraalen, Lysets Straale vidste det bedre: “Du seer ikke langt, Du seer ikke klart! — Hvor er den forkastede Urt, den Du især beklager?”

“Fandens Melkebøtter!” sagde Æblegrenen. “Aldrig bindes de i Bouquet, de trædes med Foden, der er formange af dem og naar de løbe i Frø flyver det i smaatskaaren Uld hen over Veien og hænger Folk i Klæderne. Ukrud er det! men det skal der jo ogsaa være! — jeg er virkelig meget taknemmelig, at jeg ikke er bleven en af dem!”

Og hen over Marken kom en heel Skare Børn: det mindste af disse var nu saa lillebitte, at det blev baaret af de andre; og da det blev sat i Græsset mellem de gule Blomster, loe det høit af Glæde, sparkede med de smaa Been, væltede sig omkring, plukkede kun de gule Blomster og kyssede dem i sød Uskyldighed. De noget større Børn brød Blomsten fra den hule Stilk, bøiede denne rundt ind i sig selv, Led ved Led, en heel Kjæde blev det; først een til Halsen, saa een at hænge om Skulderen og om Livet, paa Brystet og paa Hovedet; det var en heel Pragt af grønne Lænker og Kjæder; men de største Børn tog forsigtig den afblomstrede Urt, Stilken, der bar dens fnugartede sammensatte Frø-Krone, denne løse luftige Uldblomst, det er et heelt lille Kunststykke, som af de fineste Fjer, Fnug eller Duun; de holdt den ved Munden for i eet Pust at afblæse den heelt; den, der kunde det, fik nye Klæder, før Aaret var omme, havde Bedstemoder sagt.

Den foragtede Blomst var en heel Prophet ved denne Leilighed.

“Seer Du!” sagde Solstraalen, “seer Du dens Skjønhed, seer Du dens Magt!”

“Ja, for Børn!” sagde Æblegrenen.

Og der kom ude paa Marken en gammel Kone og gravede med sin stumpede skaftløse Kniv ned om Blomstens Rod og trak den op; nogle af Rødderne vilde hun koge sig Kaffe paa, andre vilde hun faae Penge for, idet hun bragte Apothekeren dem til Lægedom.

“Skjønhed er dog noget Høiere!” sagde Æblegrenen. “Kun de Udvalgte komme i det Skjønnes Rige! der er Forskjel mellem Væxterne, ligesom der er Forskjel mellem Menneskene!”

Og Solstraalen talte om den uendelige Kjærlighed hos Gud gjennem alt det Skabte og for Alt, hvad der har Liv, og om den lige Fordeling af Alt i Tid og Evighed!

“Ja det er nu Deres Mening!” sagde Æblegrenen.

Og der kom Folk i Stuen, og den unge Grevinde kom, hun, som havde stillet Æblegrenen saa smukt, i den gjennemsigtige Vase hvor Sollyset straalede; og hun bragte en Blomst eller hvad det nu var, det skjultes af tre, fire store Blade, der ligesom et Kræmmerhuus blev holdt rundt om det, for at ingen Træk eller Vindpust skulde komme til at gjøre det Skade og saa forsigtig blev det baaret, som aldrig den fine Æblegreen var blevet det. Ganske lempeligt kom nu de store Blade bort og man saae den fine fnuggede Frøkrone af den gule foragtede Fandens Melkebøtte. Den var det, hun saa forsigtig havde plukket, saa omhyggelig bar, for at ikke een af de fine Fjer-Pile, der danne dens Taage-Skikkelse og sidde saa løse, skulle blæse af. Heel og herlig havde hun den; og hun beundrede dens skjønne Form, dens luftige Klarhed, dens hele særegne Sammensætning, dens Skjønhed, idet den skulde veires hen for Vinden.

“See dog, hvor forunderlig deilig vor Herre har gjort den!” sagde hun. “Jeg vil male den med Æblegrenen; den er nu saa uendelig deilig for Alle, men ogsaa denne fattige Blomst har af vor Herre ligesaameget paa en anden Maade! saa forskjellige ere de og dog begge Børn i Skjønhedens Rige.”

Og Solstraalen kyssede den fattige Blomst, og den kyssede den blomstrende Æblegreen, dens Blade syntes at rødme derved.


* * *